Foto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Pinds perspektiv: Sig farvel til en dille

Da jeg kom til Bornholm i 1977 var ordet ”hej” ikke synderlig brugt. Når jeg talte med en bornholmer i telefonen og afsluttede telefonsamtalen med et ”hej” kom der typisk en lille pause – og så kom det: ”Farvel”.

Hej ansås ikke for at være høfligt ved afsked. Det var på en eller anden måde grænseløst. Og man faldt tilbage på det gammelkendte og så fortrinlige farvel.

Vi er på mange områder undergået en enorm sproglig forvandling siden dengang. I weekenden var jeg i Nexø og se julemarkederne i væksthuset og på glas- og keramikskolen. Det glædede mig at høre bornholmsk mange steder, det har en helt særlig klang. Og jeg er selv begyndt konsekvent at snakke bornholmsk, hvis jeg falder i snak med bornholmere. Jeg synes, det er et mål – Niels Anker Kofoed kaldte det altid et sprog – der er værd at bevare. Der er ting, der simpelthen bedre kan siges på det sprog. San æd båra. ”Basta” eller ”sådan er det” lyder fattigere.

Noget, som undrer mig i forhold til sprog, er, at vi er holdt op med at bruge hinandens efternavne. Når jeg ser skilte på myndighedspersoner eller personale, så står der gerne ”Lejla” eller ”Svend”. Og jeg fatter det ikke. Det havde været utænkeligt førhen. Brugsuddeleren i brugsen i Østermarie hed Kofoed – det var kun konen (der var slagter samme steds), der kaldte ham Kjeld. Det samme med den lokale Gulf-station – han hed Jensen. Eller gummi… Læseren må selv tænke sig til hvorfor. Men i hvert fald ikke fornavn.

Det nager mig særligt i forbindelse med servicefunktioner, når man ringer op, har ventet i kø i et kvarter, og taler med ”Morten”. Af og til ender man uden at få løst sit problem, ringer tilbage og beder om at tale med ”Morten”. Og det logiske spørgsmål lyder typisk: ”Hvilken Morten?”. Af gode grunde kan man ikke give noget svar, for man har næsten gjort det uhøfligt at identificere den ansvarlige.

 

 

Det er en tendens, jeg simpelthen ikke bryder mig om. Det er ganske rimeligt, at man i forbindelse med for eksempel offentlige behandling ved, hvem Søren der behandler en. Bare som eksempel.

Nogle gange tænker jeg derfor på den lille pause, der opstod ved mit hej. Den lille forsigtighed. Afstand om man vil. Den beskyttelse vi vel alle sammen har behov for i stedet for vi altid leger, at vi ingen personlig sfære har, og bare klapper hinanden på skulderen og siger ”hej” eller blot bruger fornavn. Det betyder, at vi ikke kan stille hinanden til ansvar. Det betyder, at vi ikke trækker grænser længere. Var det hele bedre i gamle dage? Det synes jeg ikke. Vi var meget fattigere, for eksempel – havde mindre. Men tingene var ikke grænseløse. Det kan man godt af og til savne. Jeg håber, tendensen med i telefonen kun at præsentere sig med fornavn eller de efternavnsløse navneskilte kun er en midlertidig dille.

Farvel…

 

 

Søren Pind

Skriver hver lørdag Pinds perspektiv i Bornholms Tidende.

Den tidligere Venstre-politiker er i dag arbejdende bestyrelsesformand i firmaet Langkjaer Cyber Defence, der bekæmper cyberkriminalitet.

Han har tidligere været uddannelses- og forskningsminister og justitsminister i Lars Løkke Rasmussens regeringer.

Han er født i 1969 i Herning som søn af Torben og Jytte Pind, der i dag bor i Bølshavn.