Cardiff-manager fortryder offentligt slagsmål om Sala

Striden mellem Cardiff og Nantes om den afdøde argentiners transfersum var unødvendig, siger Neil Warnock.

Den offentlige strid mellem Cardiff og Nantes over afdøde Emiliano Salas transfersum var både unødvendig og upassende.

Det siger Cardiffs manager, Neil Warnock, ved et pressemøde torsdag.

De to klubber var uenige om betalingen af de 127 millioner, som Cardiff havde forpligtet sig til at betale den franske klub, bare to dage før den 28-årige argentiner døde i et flystyrt.

– Den måde, det blev håndteret på, var ikke god. Der blev sagt ting, der set i bakspejlet ikke skulle være sagt, lyder det fra Warnock.

Han kan videre fortælle, at de to klubber er blevet enige om en plan for betalingen.

Ifølge britiske medier havde Nantes i længere tid krævet Salas købssum fra Cardiff og endda truet med sagsanlæg.

Den walisiske klub ville dog først have et fuldt overblik over flystyrtet og få placeret et ansvar, før der sendes penge til Frankrig.

Emiliano Sala var om bord på et lille propelfly, der styrtede ned i Den Engelske Kanal 21. januar. Han var på vej fra Nantes til Cardiff.

Det var først 8. februar, at et eftersøgningshold fandt fodboldspillerens lig. Flyets pilot, 59-årige David Ibbotson, er stadig savnet.

Cardiff havde to dage før flyets forsvinden købt argentineren, der med 12 mål var den tredjemest scorende spiller i den bedste franske række, i den største transfer i Cardiffs historie.

Situation var alvorlig – og det juridiske tovtrækkeri fik alt for stor opmærksomhed i medierne, lyder vurderingen fra Cardiff-manageren.

– Det ophidsede mange. Men jeg har stor tiltro til, at vi når en konklusion i den nærmeste fremtid.

– Jeg vil ikke gå i detaljer, men sagen skabte overskrifter, der ikke var nødvendige eller passende. Det skulle have foregået klubberne imellem, siger Warnock, der selv deltog i Salas begravelse i Argentina i sidste weekend.

På pressemødet roste han desuden sine spillere for deres reaktion og håndtering af det, han kalder "den største tragedie", der nogensinde har ramt den walisiske klub.

/ritzau/Reuters