Aftale mellem arbejdsgivere og 3F afblæser skraldekonflikt

Med en aftale torsdag aften er der udsigt til, at skraldespandene i Frederikshavn bliver tømt fredag.

Der er landet en aftale, der formentlig betyder, at skraldefolk i flere kommuner er parate til at gå i arbejde igen efter trussel om konflikt.

Aftalen er kommet på plads efter et møde mellem renovationsfirmaet Remondis og fagforeningen 3F torsdag aften, skriver TV2.

– Vi har indgået en aftale, som vi anbefaler, at vores medlemmer stemmer for og går i arbejde igen i morgen, siger Per Thorup, faglig sekretær hos skraldemændenes fagforening 3F i Frederikshavn, til tv-stationen.

Dermed lyder meldingen, at skraldefolk i Frederikshavn og i over 20 andre kommuner ventes at genoptage deres arbejde fredag morgen.

Frederikshavn har siden onsdag været i overenskomststridig strejke. Det har udløst sympatistrejke hos flere andre kommuner. Det drejer sig angiveligt om seks kommuner i Jylland og 20 på Sjælland.

Ifølge TV2 bliver aftalen anbefalet af de tillidsmænd, som repræsenterer skraldefolkene i de kommuner, hvor der har været sympatistrejker. Derfor er det også ventet, at arbejdet vil blive genoptaget der.

Tidligere torsdag forklarede Per Thorup, der er faglig sekretær i 3F i Frederikshavn, Ritzau hvad det er, der har udløst strejken.

Skraldespandsordningen i Frederikshavn blev ændret sidste efterår, da borgere startede med at sortere deres affald i to kamre i samme spand.

Renovationsarbejderne er dermed længere tid om at tømme skraldespandene på grund af sorteringen, og det forlænger arbejdsdagen ifølge Thorup.

Tidligere torsdag blev det afgjort i Arbejdsretten i København, at strejken var i strid med loven, og skraldefolkene blev pålagt bod.

/ritzau/