Coops salgschef: En Fakta i Rønne Syd kan tåle reduceret omsætning
FOR ABONNENTER

Coops salgschef: En Fakta i Rønne Syd kan tåle reduceret omsætning

Det er aldrig sjovt at lukke en butik som Superbrugsen Rønne Syd, men skal man tro salgschef Lars Christiansen i Coop Danmark, så kan en kommende Fakta blive en god forretning for både kunderne og Coop. Samtidig forstår han godt, at lokalområder ærgrer sig.

– Det er altid ærgerligt, når man lukker en butik, men der kommer en ny, moderniseret Fakta, en lækker butik, hvor det hele et spritnyt. Når der først er faldet ro på, så tror jeg, at kunderne vil se det som en fordel, for det bliver lækkert, siger han.

Den nye butik skal ligge i de lokaler, som i dag huser Superbrugsen, men den skal have ny indgang og nyt inventar, så den fremstår som en tidssvarende dagligvarebutik.

– Man laver forretningen om, moderniserer og gør det, der skal til, så den fremstår pæn. Og når vi har fat i bygningen alligevel, så tager vi fat i det hele og sørger for, at det er up to date, fortæller salgschefen, som er ansat i Superbrugsen og blandt andet har ansvar for butikken i Rønne Syd.

Lars Christiansen kan ikke sige noget om, hvornår Superbrugsen lukker, og Fakta åbner. Til gengæld kan han fortælle, at Rønne Syd nok må klare sig uden en dagligvarebutik i knap tre måneder, da det efter planen tager otte til tolv uger at lave butikken på Søndergårds Allé om til en Fakta.

Svaret blev en Fakta
Det er omsætningen i butikken, der er baggrunden for skiftet fra Superbrugsen til Fakta. Isæt siden Lidl og Rema 1000 åbnede i Rønne, har Superbrugsen Rønne Syd tabt omsætning, og selvom det faktisk er begyndt at gå lidt fremad igen, er det ikke rentabelt at drive butikken videre. Derimod kan en Fakta blive en god forretning.

– Vi skal sælge for en vis sum sum penge, for at vi kan kalde os en superbrugs, for der er nogle forskellige støttefunktioner, der hører til, og det kræver nogle folk og så videre. Vi har været rigtig gode til at lave godt købmandsskab og få styr på mange ting, men det korte og det lange er, at det kræver en større omsætning at være en superbrugs og gøre det rentabelt på sigt, siger Lars Christiansen.

Derfor har Coop kigget på tallene og overvejet, hvad man kan gøre for at få en god forretning på sigt uden samlet set at tabe markedsandele, men måske tage noget af det tabte tilbage. Svaret blev en Fakta.

– En Fakta er lidt som de øvrige, så spiller vi lidt på deres bane. Der er lidt lavere omkostninger forbundet med at drive en Fakta, det er lidt mere enkelt. Der er nogle nemmere løsninger. Der er nok lidt færre varenumre, og der er ikke en slagter, så der er nogle elementer, der gør, at det er meget nemt at drive. Så det bliver lidt billigere, og derfor kan vi sagtens tåle at holde omsætningen eller gå lidt ned i omsætning og så stadigvæk have en god forretning, fortæller salgschefen.

Der var ingen garanti
Coops beslutning er kommet bag på både butiksbestyrelsen og kunderne i Rønne Syd. Oplevelsen var, at det gik fremad efter en markant tilbagegang efter de nye konkurrenters ankomst. Det bekræfter Lars Christiansen.

– De har fået en bedre drift i butikken, men vi kigger på omsætning, vi ser på, hvad det er, vi sælger, og hvad potentialet er på sigt i forhold til det marked, vi er i. Der kan vi se, at vi har tabt rigtig meget på tre år, og det virker ikke, som om vi kan hive det tilbage som superbrugs og dermed få den superbrugs, vi godt kunne tænke os, siger han.

Den trods alt positive udvikling fik efter vind i ryggen, da det i forbindelse med sidste årsmøde blev nævnt, at der var udstedt en garanti for, at Superbrugsen Rønne Syd aldrig ville lukke. Den garanti har aldrig eksisteret, fastslår salgschefen.

– Det er lidt en misforståelse, det er lidt for personens egen regning.

Han ved, at der er mange, der har en følelsesmæssig tilknytning til deres lokale brugs.

– Jeg har prøvet det før, og det er aldrig særlig sjovt. Superbrugsen har en anden kundekreds, og den betyder meget for lokalområdet, blandt andet når vi har de her årsmøder. Det er en af fordelene ved superbrugser, at der er en medlemsskare og en bestyrelse. Man kæmper for at bevare tingene, og så er det måske løbet lidt af med snakken.