Froome er forbillede for Fuglsangs håb om bedre tider

Jakob Fuglsang har bevaret håbet om, at han rammer dagen, hvor han kan gøre en forskel i Tour de France.

Foreløbig har Tour de France været en skuffelse for Jakob Fuglsang, men det danske klassementhåb lever fortsat i håbet om, at tingene kan ændre sig til det bedre.

For selv om formen ikke helt er som forventet, mener han ikke, det er urealistisk, at de berømte gode ben dukker op i løbets sidste uge.

– Jeg håber, at jeg får den gode dag, så jeg kan lave en forskel og kan være en rigtig udfordrer. Samtidig håber jeg, at jeg har haft mine mindre gode dage, og andre stadig har deres til gode, siger Fuglsang.

Som det gode eksempel peger han på Chris Froome i sidste års Giro dItalia.

Dengang kæmpede briten hårdt for at hænge på i de første uger, inden han chokerede på tredjesidste etape ved at køre i mål med tre minutters forspring og hoppe fra fjerde- til førstepladsen.

Simon Yates, der havde ført løbet indtil da, gik helt ned og tabte 38 minutter på etapen.

– Dengang var der nogen, der havde en dårlig dag, og andre der havde en god.

– Jeg regner ikke med, at jeg laver et nummer, som han gjorde, men det kunne være, at man skulle lægge en plan, der gik i den retning, siger Fuglsang med et grin.

Efter de første 15 etaper i Touren er Fuglsang på en samlet niendeplads, og han kan konstatere, at han ikke kunne hænge på, da tempoet blev skruet i vejret på bjergetaperne lørdag og søndag.

– Jeg er egentlig ikke overrasket over, hvor mange der kører stærkt, for det er der altid. Jeg er måske mere ærgerlig over, at jeg ikke selv er bedre kørende.

– At jeg ikke har kunnet sidde med til sidst og har måttet betale prisen for de hårde accelerationer. Jeg har lige manglet det sidste, siger Fuglsang.

Han er da også klar over, at det bliver mere end vanskeligt at indfri målsætningen om en plads på podiet.

– Jeg ved godt at top-3 bliver meget svært, men jeg tror stadig, det er værd at kæmpe for mere end en plads i top-10. En top-5 og en etapesejr, for eksempel. Der er stadig muligheder, siger Fuglsang.

På hviledagen mandag er humøret betragtelig bedre, end det var, da han kørte over målstregen på Foix Prat dAlbis søndag eftermiddag.

– Det kan godt være, at jeg efter etapen syntes, at det hele var noget lort, og ikke som det skulle være.

– Men da jeg vågnede i morges (mandag, red.) og kom ud på cyklen, tænkte jeg: Så skidt er det heller ikke, lyder det fra Jakob Fuglsang, som tilføjer:

– Mon ikke det stadig kan blive til et eller andet?

Tour de France fortsætter tirsdag med en flad etape omkring Nimes.

/ritzau/