Sverige nægter at blande sig i fængslet USA-rappers sag

Den svenske statsminister hjælper ikke i sag om den amerikanske rapper A$AP Rocky, der er fængslet i Sverige.

Den amerikanske rapper A$AP Rocky, som sidder varetægtsfængslet i Sverige, får ingen særbehandling trods sin stjernestatus i det internationale musikmiljø.

Det oplyser den svenske statsminister, Stefan Löfven, i en udtalelse lørdag. Her tydeliggør han, at "alle er lige for loven, selv besøgende fra andre lande".

– Den svenske regering hverken kan eller vil forsøge at påvirke anklagere eller domstole, siger han i udtalelsen ifølge den svenske avis Expressen.

USAs præsident, Donald Trump, er ellers personligt gået ind i sagen om at få musikeren frigivet. Men det kommer tilsyneladende ikke til at spille en rolle for rapstjernen, at han har en præsident i ryggen.

– Jeg kan forstå, at præsident Trump er personligt interesseret i en af de tilbageholdte amerikanere. Han har givet udtryk for, at han gerne vil tage en samtale om det, og det er selvfølgelig positivt, siger Löfven.

A$AP Rocky, hvis borgerlige navn er Rakim Mayers, blev anholdt kort efter midnat 3. juli. Det skyldes, at han angiveligt var med i et gadeslagsmål i den svenske hovedstad 30. juni.

Den 30-årige rapper sigtes for overfald, og fredag forlængede byretten i Stockholm hans varetægtsfængsling med en uge, indtil 25. juli.

A$AP Rockys advokat, Slobodan Jovicic, har sagt, at hans klient handlede i selvforsvar.

Sagen har fået stor opmærksomhed, og flere store amerikanske og canadiske musikere opfordrede Trump til at gå ind i sagen.

Det gælder blandt andre Kanye West og hans kone, Kim Kardashian West, mens Post Malone, Justin Bieber, Nicki Minaj og Frank Ocean har udtrykt offentlig støtte til den fængslede rapper.

/ritzau/