Tour de France-revolution har haft minimal virkning

Færre ryttere skulle give mere uforudsigelighed og færre styrt. Men effekten er i bedste fald tvivlsom.

Der var delte meninger, da Den Internationale Cykelunion (UCI) sidste år valgte at reducere antallet af ryttere på hvert hold i alle løb i sæsonkalenderen.

I Tour de France betød det en nedskæring fra ni til otte ryttere, og håbet var, at ændringen ville give et mere åbent cykelløb. Samtidig skulle risikoen for styrt blive mindre med færre ryttere på vejen.

Men her et år efter har revolutionen ikke helt givet det udbytte, som der var lagt op til.

Trek-holdets danske sportsdirektør, Kim Andersen, var en af fortalerne for mindre hold, men han erkender, at effekten er minimal i et løb som Tour de France.

– Virkningen har ikke været, som jeg havde håbet. Jeg tror stadig på, at der er en smule mindre risiko for styrt. Men for udviklingen af løbet har det ikke gjort det, vi håbede.

– I Touren har vi alle de bedste ryttere med på alle hold. Derfor er det hele stadigvæk meget blokeret, siger Kim Andersen.

Også blandt rytterne er der skepsis.

Den erfarne Sunweb-rytter Nicolas Roche mener ikke, at løbene er blevet mere uforudsigelige. Snarere det modsatte.

– Påstanden var, at med færre ryttere ville løbet blive mere spændende, men det er faktisk blevet mindre spændende.

– Rent taktisk er du nødt til at være mere forsigtig. Der er færre ryttere til at jagte udbrud, og derfor ser du i de fleste løb, at hovedfeltet holder styr på udbryderne, så de sjældent får mere end nogle få minutter, siger Roche.

Den 35-årige irer har ikke meget positivt at sige om UCIs initiativ.

At der er kommet mere plads på vejen, gør kun i teorien løbene mere sikre, mener han. Den virkelige fare er nemlig ikke alle kollegerne, men i stedet forhindringerne på ruten og rytternes egen uopmærksomhed.

– Nej, det er selvfølgelig ikke blevet sikrere, for sikkerhed handler mere om eksempelvis vejene. De er blevet farligere.

– Der er flere heller i midten, flere chikaner i bymidterne og helt generelt langt flere fælder på vejene. Store byer har sporvognsskinner, og nogle er gået fra tre til to spor og har gjort vejene smallere.

– Generelt kører vi hurtigere, og vi gør det i zoner, hvor man har gjort alt for, at man skal køre langsommere. Så at udelade 20 ryttere har ikke betydet noget som helst, siger Nicolas Roche.

Lidt mere positiv er Tom Steel, der er sportsdirektør på Quick-Step.

Han fornemmer, at hans hold, som har flere stærke sprintere i staben, har lidt sværere ved at holde styr på konkurrenterne og sørge for, at feltet kommer samlet til mål.

– Løbene er blevet en anelse mere åbne, fordi det med en rytter færre kan være sværere at tage kontrollen og køre udbrud ind, siger Tom Steels.

/ritzau/