Kæmpehandel i NBA på plads: Anthony Davis til Lakers

LeBron James og Anthony Davis skal danne stjerneduo i Los Angeles Lakers. Davis skifter fra Pelicans.

Planen er simpel: Det handler om at vinde, og det handler om at vinde mesterskaber.

Sådan lyder det fra basketball-stjernen Anthony Davis, der lørdag officielt blev præsenteret som ny spiller i Los Angeles Lakers.

Her bliver han holdkammerat med superstjernen LeBron James, der selv var mødt op til pressemødet for at byde Davis velkommen. Davis skifter fra New Orleans Pelicans.

– At være her hos en fantastisk organisation, at få muligheden for at spille på hold med LeBron og de andre spillere, der er her nu, at få muligheden for at gøre det og spille for en klub, hvor det handler om at vinde, at vinde mesterskaber, og det er det eneste mål, det er det største for mig, siger Davis ifølge nyhedsbureauet AP.

Lakers generalmanager, Rob Pelinka, kalder 26-årige Davis for "den mest dominerende unge basketballspiller i verden".

– Der er ikke en mere komplet spiller i sporten. Der er ikke noget, som han ikke kan. Han kan skyde. Han kan levere vigtige spil. Han kan forsvare. Han kan beskytte kurven. Han er god med bolden, siger Pelinka.

Lakers sagde farvel til spillerne Brandon Ingram, Lonzo Ball og Josh Hart samt nogle draftvalg for at få fingrene i Davis, som om et år kunne være blevet en såkaldt free agent.

Pelinka satser på, at Davis underskriver en mangeårig aftale med Lakers. Men det bekræfter Davis ikke lige med det samme.

– Lige nu er mit fokus på dette år, hvor jeg vil forsøge at hjælpe holdet til mesterskabet, siger Davis, der seks gange er blevet valgt til NBAs Allstar-hold.

Davis får trøje nummer 3 i Lakers. Netop det har skabt meget debat. LeBron James var villig til at give sit nummer 23 til Davis, men det sagde Nike nej til.

Nike har allerede produceret og solgt så mange nye Lakers-trøjer med James og nummer 23 på trøjen, at det ville koste Nike for mange penge, hvis Davis fik nummer 23 i Lakers.

Davis har hele sin karriere som senior spillet i nummer 23, men vælger nummer 3, som han tidligere havde i sin skoletid.

James havde planlagt at vende tilbage til nummer 6, som han spillede i, da han var i Miami Heat tidligere i karrieren. Både for Cleveland Cavaliers og Lakers har James spillet i nummer 23.

/ritzau/