Iransk embedsmand henrettet for at spionere for USA

Tidligere ansat i Irans forsvarsministerium er henrettet. Man fandt spionudstyr i hans bolig, skriver medie.

Iran har henrettet en tidligere ansat i landets forsvarsministerium. Han var dømt ved en militærdomstol for spionage til fordel for CIA i USA.

Det rapporterer flere iranske nyhedsbureauer.

Jalal Hajizavar var tidligere tilknyttet det iranske forsvarsministeriums afdeling for rumfart. Han forlod sin post for ni år siden.

Han blev dømt til døden af en militærdomstol, efter der var fundet dokumenter og spionudstyr i hans hjem, hedder det.

Han er henrettet i fængslet Rajai Shahr vest for Teheran, skriver nyhedsbureauet IRIB.

Ifølge nyhedsbureauet ISNA havde han "spioneret til fordel for CIA og den amerikanske regering".

Men det fremgår ikke, hvornår Hajizavar blev anholdt.

Han skal under afhøringerne "entydigt have indrømmet at have spioneret for CIA til gengæld for penge".

Hajizavars tidligere kone er også blevet dømt skyldig i "deltagelse i spionage" og afsoner en dom på 15 års fængsel, skriver ISNA ifølge AFP.

Forholdet mellem Iran og USA er højspændt. Senest nedskød Iran i denne uge et ubemandet amerikansk spionfly. Ifølge USA blev det skudt ned over international luftrum ved Hormuzstrædet. Iran siger, flyet fløj over iransk luftrum.

Donald Trump sagde fredag, at der var givet ordre til at angribe Iran tre steder som svar på nedskydningen af spionflyet. Men han stoppede aktionen, ti minutter før den skulle gå i gang. Det gjorde han på baggrund af de dødstal, som USAs hær forventede ved et angreb. Nemlig 150 døde.

Ifølge Trump ville det have været en for kraftig reaktion på nedskydningen af et ubemandet amerikansk spionfly.

/ritzau/Reuters