F-16 kampfly i rød og hvid flyver over Danmark

Forsvaret fejrer Dannebrogs fødselsdag med et malet F-16 fly. Flyet skal lørdag over store dele af Danmark.

Der er mulighed for at se et flyvende Dannebrog i store dele af Danmark lørdag.

Flyvevåbnet og Forsvaret har i anledning af Dannebrogs 800-års fødselsdag malet et F-16 fly rødt og hvidt.

Det fremgår af Forsvarets hjemmeside.

Klokken 12 letter det dannebrogsbelagte F-16-fly fra Fighter Wind Skrydstrup. Herefter flyver det over store dele af det østlige Jylland, Sjælland og Fyn.

– Bemalingen af F-16 kampflyet er en oplagt mulighed for både at fejre flaget og samtidig vise danskerne, at F-16 kampflyene aldrig er langt væk, hvis der skulle være brug for det, skriver Forsvaret på hjemmesiden.

Flyet vil ruten igennem være i en højde på godt 600 meter.

Flyet skal ikke sendes i internationale operationer, men resten af dets levetid skal det flyve som en del af afvisningsberedskabet i Danmark, som holder øje med fly i det danske luftrum.

Derudover vil det blive brugt i anledning af sommerens flyveopvisninger i ind- og udland, ligesom det kan bruges til at markere 40-års jubilæet for F-16 flyene i 2020.

Lørdag markerer Valdemarsdag, at der er gået endnu et år, siden Dannebrog ifølge fortællingen faldt ned fra himlen i Estland og hjalp de danske kristne til en sejr over de hedenske estere.

Slaget i Estland bølgede frem og tilbage. Og som en redning åbnede himlen sig, og ned dalede en rød fane med et hvidt kors i midten.

Ifølge fortællingen rungede en stemme og erklærede, at Gud ville give danskerne sejren, når fanen blev holdt højt.

/ritzau/