Gældsafviklingen er foregået sideløbende med at Hans Rømer Skolen har betalt løn til selvsamme skoleleder, som har været sygemeldt siden udgangen af 2017. En post, der har tynget det i forvejen anstrengte budget voldsomt.
Men nu er der udsigt til kompensation, siger bestyrelsesformand Morten Enni.
– Esben Fossar Andersen (skolechef i Bornholms Regionskommune, red.) har lovet os, at vi får kompensation for lønudgifterne til den sygemeldte leder. Det er faktisk det der gør det muligt for os at bringe hælden i nul, siger skolebestyrelsesformanden til Tidende.
Skolen har i Per Arndals fravær været ledet af Merethe Funch Jørgensen og Pernille Rigstad. Da det ved årssskiftet blev uholdbart kun at have to ledere, blev én af skolens lærere, Mona Dahl Andersen, konstitueret i Pernilles stilling som leder af overbygningen pr. 15. januar 2019, så ledelsen igen blev på tre ledere. Det holdt imidlertid ikke længe, idet Merethe Funch Jørgensen valgte at sige sin stilling som leder af indskoling/SFO op med udgangen af februar 2019.
– Vi er derfor glade for, at vi allerede pr. 1. april 2019 har fået ansat Julie Kjær Johansen i stillingen som vores nye leder af indskoling/SFO, siger Morten Enni.