FOR ABONNENTER

Der var ikke plads til alle ved konkurssalg

Der gik præcis fem minutter, fra døren blev åbnet, til den blev lukket igen.

– Vi bliver nødt til at lukke et øjeblik, for der er ikke plads til flere i butikken, lød det fra en af de medarbejdere, som Advodan Bornholm havde fået til at stå for konkurssalget hos Ries på Torvet i Aakirkeby.

Allerede et kvarter før åbningstiden klokken 9 stod 50 kunder i kø, og de nåede allerede ud til fortovskanten, og efterhånden som flere kom til, drejede køen hen mod Blomster Cafeen og ned ad Torvegade.

– Der har aldrig været så mange mennesker i byen, bemærkede en af de relativt få fremmødte mænd.

Som kurator af konkursboet efter Ries havde Advodan Bornholm arrangeret et konkurssalg med 60 procent i rabat på alle varer, dog uden mulighed for at bytte eller returnere eventuelle fejlkøb, og kunderne kunne ikke betale med gavekort eller tilgodebeviser. Kontanter, Dankort og Mobilepay var de eneste veje til nyt tøj.

Ikke andet at gøre
Ingen af betalingsmidlerne gjorde dog gavn, hvis man var en af de cirka 50 kunder, som havnede på ydersiden, da døren blev lukket igen. I hvert fald måtte man vente med at bruge sine penge, indtil andre var færdige og forlod butikken igen.

– Vi er ikke jo ikke så mange herude, forsøgte en af de uheldige, da en medarbejder kortvarigt åbnede døren for at sætte et skilt med information om konkurssalget ud foran butikken.

– Jeg har mine børn gående rundt derinde, og det er mig, som har pengene, lød det fra en anden på den forkerte side af døren, hvor halvdelen af Bornholms Tidendes udsendte også havnede.

Lige lidt hjalp det. Der var ikke andet at gøre end at vente.

– Der er jo ikke rigtig noget at gøre, som en tredje bemærkede.

Faktisk havde dem på ydersiden kun to muligheder. Enten kunne de vente. Eller også kunne de gå hjem igen. Og det gjorde enkelte af dem.

– Nej, det gider jeg ikke. Så kommer jeg igen i morgen, sagde en kvinde, som først ankom til torvet, efter at døren var blevet lukket igen.

– Er der nogen, der ved, om der må komme en ind, når der kommer en ud? spurgte en anden opklarende.

Inden døren åbnede, var køen foran Ries på Torvet i Aakirkeby vokset til cirka 200 personer. Foto: Berit Hvassum

Kede af det
Inden den noget særprægede situation opstod, og inden døren blev åbnet klokken 9, var køen vokset til omkring 200 personer. Flere lod forstå, at de ikke var der for at købe noget. I hvert fald ikke noget bestemt. De skulle bare lige kigge.

– Hvorfor kom du ikke tidligere? spurgte en af kvinderne forrest i køen en af dem, som stod i køens bageste ende ved Torvegade.
– Jeg mangler ingenting, lød svaret.
– Nej, jeg mangler heller ikke noget, men vil lige kigge, forklarede hende, der havde stillet spørgsmålet.

Og sådan var det hos flere af dem, Bornholms Tidende talte med.

– Man ved jo ikke, om man har et behov, før man ser det, som en af dem forklarede.

Hverken hun eller andre, Bornholms Tidende talte med, ønskede deres navn i avisen. Mange af dem var også faste kunder i butikken, inden den gik konkurs, og flere var kede af det på Rie Langskovs vegne.

– Det er synd for hende, lød det fra flere af de fremmødte.

De bedste tilbud
Da døren blev åbnet, strømmede folk ind, og selv efter dansk standard var det svært at få øje på nogen nævneværdig køkultur. Nogle kom ind fra siden, andre var ved at miste balance på grund at trykket bagfra, og nogle sørgede for at have et fast greb i personen foran, så de ikke blev skubbet til side.

Heldigvis blev det hele klaret med godt humør, altså indtil døren blev lukket.

Inde i butikken gik de heldige på jagt efter de bedste tilbud, og der var meget tøj at vælge imellem. Fra inderst til yderst var det muligt at finde nyt indhold til garderoben, hvis man vel at mærke kunne komme frem for alle de andre kunder.

– Det var sådan, det skulle have været, da Rie var her, bemærkede en af dem, som var kommet indenfor.

Uden for var der større fokus på, om der mon ville være noget tøj tilbage, når det blev deres tur.