Professor: For første gang har vi et middel mod corona

Et nyt studie peger på, at lægemidlet Remdesivir – såfremt det gives tidligt i et sygdomsforløb med coronavirus – kan sænke dødeligheden markant.

Faktisk op til hele 80 procent.

Det er markante resultater og første gang, man har kunnet dokumentere en effekt af behandling mod coronavirus, siger Jens Lundgren, der er professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet og leder den europæiske del af studiet.

– Studiet viser, at hvis vi behandler infektionen tidligt og før, den har forårsaget alvorlig organskade, er der tilsyneladende en markant fordel.

– Det er i tråd med, hvad vi havde forventet. Men vi vidste det ikke, for der har ikke været en behandling mod coronavirus. Det er første gang, vi kan dokumentere en effekt, siger han.

Ifølge Politiken viser studiet, at fire ud af 222 patienter, der blev behandlet med Remdesivir, døde to uger efter – mod 19 patienter ud af 199, der fik placebo i stedet.

Danmark er selv med i forsøget. Studiet omfatter 1063 patienter i hele verden med moderat til svær sygdom på grund af coronavirus. 42 af dem er danskere.

/ritzau/