Patienter: Regeringen skal sikre leverance af coronamedicin

Allerede nu bør regeringen lægge pres på Gilead Sciences og se på en plan for at sikre tilstrækkelige leverancer af medicinen Remdesivir.

Det siger Morten Freil, direktør i interesseorganisationen Danske Patienter.

Amerikanske Gilead Sciences er firmaet bag Remdesivir, som forskere har påvist kan sænke dødelighed og indlæggelsestid for patienter med moderat til svær sygdom grundet coronavirus.

Desuden bør mange flere patienter have mulighed for at få medicinen end nu, mener Morten Freil.

– Man skal selvfølgelig passe på at konkludere for hårdt på et enkelt studie. Det skal følges op på med data om effekter og bivirkninger. Men da det er lovende, mener vi, man i højere grad skal begynde at tilbyde behandlingen til patienter.

Andre lande har dog også fået øjnene op for medicinen, hvorfor man på både dansk og europæisk plan skal presse Gilead Sciences, siger Morten Freil.

– Hvis det er så godt, som det tyder på nu, kan man frygte, at der vil blive rift om det og mangel på det. Derfor er det vigtigt, at man får lagt pres på lægemiddelfirmaet bag, siger Morten Freil.

/ritzau/