Arbejdet med sikring af spildevandsledning udskydes i 24 timer

Efter at der lørdag har været skarp kritik af, at forsyningsselskaberne Hofor og Novafos vil slippe 290.000 kubikmeter spildevand ud i Øresund, bliver arbejdet på spildevandsledningen nu udskudt i 24 timer.

Det oplyser Hofor i en mail til Ritzau.

Det er hovedspildevandsledningen, hvori spildevand fra København, Frederiksberg og Gentofte Kommune løber, der var planlagt midlertidigt lukket fra søndag og fem dage frem.

Årsagen er, at man er i gang med at udbygge Svanemølleholmen i Nordhavn i København.

Men arbejdet er nu udskudt, så det i stedet påbegyndes mandag. Det er sket efter aftale med Københavns Kommune, oplyser Hofor.

/ritzau/