Coronapatienter på sygehusene er på laveste niveau i to måneder

Der fortsætter med at være et faldende antal patienter med coronavirus på de danske sygehuse, som tendensen har været siden begyndelsen af april.

Antallet af indlagte med coronavirus er onsdag faldet med 14 til 127, oplyser Statens Serum Institut.

Det er det laveste antal indlagte siden 17. marts, hvor epidemien stadig var voksende i Danmark.

Kurven for indlagte har overordnet set været faldende siden starten af april – dog afbrudt med stigninger enkelte dage.

Af de indlagte er 25 så syge, at de er på intensivafdeling, hvilket er uændret fra tirsdag.

16 af patienterne er i respiratorer, hvilket er et fald på to over i det seneste døgn.

Der er desuden kommet tre nye dødsfald i forhold til opgørelsen tirsdag.

Samlet er der 554 dødsfald i Danmark. Det er 11. dag i træk, at der er seks eller færre daglige dødsfald.

Ud over at der er færre indlagte på sygehusene, er antallet af nye smittetilfælde med coronavirus også gået ned de seneste uger.

De seneste ti dage har antallet af nye coronatilfælde været under 100 i Danmark, hvilket ikke set siden starten af epidemien i marts.

Det skal ses i lyset af, at man i dag tester langt flere – for eksempel er det nu muligt at få en test, selv om man ikke engang har sygdomssymptomer.

/ritzau/