Corona aflyser dronningens sommertogt i august og september

Dronning Margrethe aflyser det planlagte sommertogt med Kongeskibet Dannebrog i sensommeren.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Dronningen skulle efter planen have besøgt Thisted den 31. august, Esbjerg den 1. september og Fanø den 2. september.

Men som situationen ser ud på nuværende tidspunkt, hvor landet stadig er præget af restriktioner og risiko for smittespredning af coronavirus, bliver de planer nu udskudt til næste år.

Kongehuset har allerede tidligere aflyst sommertogtet til Aarhus og Anholt, som skulle være afholdt i juni.

Forhåbningen er, at dronningen i stedet vil kunne besøge Aarhus og Anholt i forsommeren 2021, mens besøgene til Thisted, Esbjerg og Fanø udskydes til sensommeren 2021.

/ritzau/