Yderligere tre coronadødsfald i Danmark

Yderligere tre personer er blevet føjet til listen over coronadødsfald i Danmark ved den daglige opdatering fra Statens Serum Institut.

Dermed er 551 personer døde i Danmark efter smitte med coronavirus, viser tallene.

Den daglige opdatering viser tirsdag også, at antallet af indlagte er faldet med tre, siden der blev gjort status mandag morgen.

Det betyder, at der nu er registreret 141 indlagte. Det er 36 færre end for eksempel for en uge siden.

Af de 141 er der også færre, der behandles på intensive afdelinger og med respirator.

I tirsdagens opgørelse er antallet af patienter på intensive afdelinger faldet til 25. Det er én mindre, end opgørelsen mandag viste. Af de 25 ligger 18 i respirator. Det er tre færre end mandag.

/ritzau/