Aalborgs skoler får plads til de ældste med ekstra forsigtighed

I Aalborg Kommune er første dag i genåbningen for de ældste folkeskoleelever gået godt.

Det fortæller Mads Jørgensen, skolechef i Aalborg Kommune, der rummer 52 skoler.

– De steder, jeg har hørt fra, siger, at det er gået rigtig godt, siger Mads Jørgensen.

Han understreger, at han ikke har fået en tilbagemelding fra alle kommunens skoler.

Mere specifikt er det eleverne i 6. til 10. klasse, som mandag er vendt tilbage til hverdagen i skolen.

Mads Jørgensen uddyber, at den enkelte skole har skullet planlægge sin genåbning ud fra de retningslinjer, som myndighederne har bestemt for genåbningen.

– Vi har lagt et forsigtighedsprincip ned over de ting, hvor der kunne være tvivl.

– De rammer har skolerne skullet lægge deres egen genåbningsplan ud fra, siger Mads Jørgensen.

Alle kommunens 52 skoler har åbnet mandag.

/ritzau/