Coronasmitte lukker hospitalsafdeling i Vejle

Syv patienter og 14 sygehusansatte fra det samme sengeafsnit på Sygehus Lillebælt i Vejle er blevet smittet med coronavirus.

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse. De smittede har alle tilknytning til urinvejskirurgi-afsnittet.

Det er en smitteopsporing fra to smittede patienter, som i sidste uge var i behandling på afsnittet, der fandt frem til de 14 smittede ansatte.

Samtidig har sygehuset været i kontakt med samtlige 120 patienter, der har været kontakt med afdelingen fra den 3. til 12. maj.

Fem af disse er også blevet smittede, skriver regionen.

Opsporingen kan dog ikke give noget klart svar på, hvordan smitten er kommet ind på sygehuset.

– Vi kan konstatere, at vi har overholdt de retningslinjer, der er, ved at teste patienterne forud for indlæggelse.

– De test har været negative, og det samme har flere af de nu positiv-testede medarbejdere ved deres første test, siger lægelig direktør på Sygehus Lillebælt, Mads Koch Hansen.

Som følge af udbruddet er afdelingen nu midlertidigt lukket.

/ritzau/