Italien vender rundt og takker ja til nye danske respiratorer

De italienske myndigheder har sagt ja tak til at modtage 13 respiratorer fra Region Syddanmark.

Det fortæller Bjarne Dahler-Eriksen, som er lægefaglig direktør ved Sygehus Sønderjylland og leder af regionens intensiv-taskforce.

Beskeden tikkede ind hos regionen fredag.

Der er tale om respiratorer af modellen Servo-i. De er nyere end de maskiner, som de danske myndigheder oprindeligt tilbød Italien i april, og som Italien endte med at takke nej til.

– Det er moderne respiratorer til intensiv brug, som er egnet til at have en patient i respirator i lang tid. Det kan være en, to eller tre uger.

– Så det er maskiner, som er så skånsomme som muligt for lungerne. Man skal jo bruge lungerne bagefter, fortæller Bjarne Dahler-Eriksen.

/ritzau/