Miljøstyrelsen: Glas og plast skal i hver sin skraldespand

Når syltetøjsglasset og colaflasken er tømt, bør materialerne smides i hver sin skraldespand.

Sådan lyder det fra Miljøstyrelsen. Den anbefaler nu, at der ikke længere indsamles metal-, glas- og plastaffald sammenblandet i danske husholdninger.

Kvaliteten af eksempelvis glas indsamlet i sammenblanding med metal og plast er dårligere, end hvis det er indsamlet særskilt, mener Miljøstyrelsen.

Det bygger de blandt andet på en undersøgelse fra ingeniørvirksomheden Rambøll.

Den peger på, at materialerne er mere genanvendelige, hvis de sorteres adskilt.

Dermed er der også en miljøgevinst at hente ved at sortere affaldet.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

I 22 kommuner indsamler man lige nu den slags affald i en kombination.

Miljøstyrelsen foreslår, at den slags indsamling af affald udfases over en periode.

Anbefalingen lyder på, at glas, plast og metal fra 2025 ikke længere indsamles sammen.

/ritzau/