Ny hotline er klar til at hjælpe med opsporing af smittede

Den nye hotline, der skal vejlede coronasmittede borgere til at opspore kontaktpersoner, er nu klar til, at borgere kan ringe ind.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

Hotlinen er en del af en ny strategi og hører under Den Myndighedsfælles Hotline, som borgere hele tiden har kunnet ringe til med spørgsmål til coronavirus.

Strategien handler blandt andet om, at personer, der har været i kontakt med en smittet med coronavirus, skal isolere sig i eget hjem og testes.

Hvis man er i tvivl om, hvordan det skal ske, kan man ringe ind til den nye hotline.

Bliver man testet positiv for coronavirus, vil ens læge desuden gøre opmærksom på, at man kan ringe til linjen.

Hotlinen kan nås på nummeret 70 20 02 33.

/ritzau/