Kunstmuseum melder klar til at åbne så hurtigt som muligt

Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk i Nordsjælland vil være klar til at åbne med det samme, hvis genåbningen af kulturlivet bliver fremrykket.

Det siger Poul Erik Tøjner, direktør for Louisiana.

– Vi er klar anytime.

– Vi har brugt tiden til at forberede os på de logistiske udfordringer, som vi tror kommer, siger han.

Han understreger, at museet ikke kender til reglerne for genåbningen, da man endnu ikke har modtaget instrukser.

– Vi kan ikke leve af at holde lukket.

– Derfor gør det en kæmpe forskel at være åben, siger Poul Erik Tøjner.

Efter planen må kulturinstitutioner åbne 8. juni, hvor fase 3 af genåbningen begynder. Men statsminister Mette Frederiksen (S) lægger op til, at en stor del af kulturlivet måske kan åbne tidligere end planlagt.

/ritzau/