Forældre kan ikke få resultat af børns coronatest online

Forældre til børn, der er blevet testet for coronavirus, har ikke adgang til at se børnene testresultat på nettet.

Det melder Sundheds- og Ældreministeriet, der lige nu arbejder på at gøre det muligt, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge ministeriet er det ulovligt for forældre at tjekke egne børns svar på coronatest online.

I et skriftligt svar til Jyllands-Posten skriver ministeriet, at det for mange forældre kan synes “uhensigtsmæssigt” og “utilfredsstillende” ikke at kunne tilgå børnenes testresultater på sundhed.dk.

I Region Hovedstaden skal forældre ringe til egen læge inden for dennes åbningstider eller børnemodtagelsen på hospitalet, hvor prøven blev taget, for at få svar. Men der har været lang ventetid på svar, skriver Jyllands-Posten.

Region Hovedstaden har ikke mulighed for at give et samlet tal for, hvor lang svartiden er, men forklarer, at man forsøger at bringe den ned på 24 timer.

Sundheds- og Ældreministeriet arbejder på de tekniske og juridiske rammer for forældres adgang fremover.

Forbrugerrådet Tænk sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er ulovligt.

Ifølge rådets sundhedspolitiske seniorrådgiver Sine Jensen lyder det “underligt”, at der ikke findes hjemmel til at dele børnenes testsvar.

Forbrugerrådet mener dog, at ministeriet bør arbejde for at gøre det muligt for forældre at læse deres børns testsvar hurtigst muligt.

– Vi har forståelse for, at det er svært at nå, når der er så mange, der skal testes.

– Men vi håber virkelig, at der bliver arbejdet med det, så forældre kan tilgå testresultaterne snart. Det er rigtig ærgerligt, som det ser ud nu, siger Sine Jensen til Jyllands-Posten.

Onsdag eftermiddag var 345.712 danskere blevet testet for coronavirus ifølge Statens Serum Institut. Der er ikke tal på, hvor mange af dem der er børn.

/ritzau/