Yderligere seks døde med corona – indlæggelser falder

Der er registreret yderligere seks coronarelaterede dødsfald siden tirsdag.

Det viser de seneste tal onsdag eftermiddag fra Statens Serum Institut.

Dermed er der samlet set 533 danskere, der er registreret døde, senest 30 dage efter de har fået påvist coronavirus.

Samtidig har antallet af indlagte taget et nyt dyk. Antallet er faldet med 13 personer, så der aktuelt er 164 indlagt.

Heraf er 37 indlagt på intensivafdelinger. 32 af dem er lagt i respirator.

Dermed fortsætter den jævnt aftagende kurve over indlagte coronapatienter.

Regeringen bebude tirsdag en ny strategi, der lægger endnu mere vægt på at teste og opspore kontakter til smittede.

Tidligere onsdag oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter, at der frem til onsdag formiddag er gennemført 401.231 test.

Antallet af test svarer til, at omkring syv procent af Danmarks befolkning er blevet testet.

Det skal dog tages med det forbehold, at nogle er blevet testet flere gange.

10.667 danskere havde onsdag formiddag fået svar på, at testen er positiv.

Epidemien har overordnet udviklet sig mindre dramatisk end frygtet. Antallet af coronapatienter på sygehusene er langt under, hvad der er plads til.

Det har ført til en gradvis genåbning af samfundet, der for store deles vedkommende har været lukket siden midten af marts.

Mandag i denne uge genåbnede stormagasiner og shoppingcentre, og på næste mandag kommer turen til eksempelvis restauranter.

Derudover skal skolernes ældste elever samt elever på efterskolerne tilbage på skolebænken.

/ritzau/