Nu er 10.667 danskere testet positiv for corona

Yderligere 76 danskere er testet positiv for coronavirus det seneste døgn. Samlet set er 10.667 bekræftet smittede.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut onsdag formiddag.

Tallene viser også, at 345.712 danskere er registreret testet. Det er 11.452 flere end i opgørelsen dagen før.

Opgørelsen omfatter ikke test, hvor der endnu ikke foreligger et resultat.

Man skal tage tallene for smittede med et vist forbehold. Der formodes at være et mørketal, da ikke alle smittede oplever symptomer og bliver testet.

Regeringen lancerede tirsdag en ny teststrategi for det kommende kvartal, der lægger endnu større vægt på at teste og opspore kontakter til smittede.

/ritzau/