Kinas ambassadør: USA bruger Kina i politisk spil om Grønland

Kinas ambassadør i Danmark, Feng Tie, langer i et debatindlæg i Altinget hårdt ud efter USA.

Kritikken går på, at USA’s ambassadør i Danmark Carla Sands i april var forfatteren bag et indlæg i selvsamme medie, hvori hun beskriver, at USA’s tilnærmelser til Grønland – både økonomisk og diplomatisk – er den bedste løsning for Rigsfællesskabet.

Desuden, skrev Carla Sands, betragter Kina Arktis som endnu et sted, hvor man kan “promovere regimets rovgriske økonomiske interesser og autoritære værdier”.

Men det er absurd og misvisende, mener Feng Tie.

Ifølge ham bør Kina ikke ses som en trussel.

– På nuværende tidspunkt er der ikke nogen kinesiske virksomheder i Grønland, men Kina er parat til et normalt økonomisk samarbejde med Grønland.

– Der er ingen grund til at se Kina som en trussel, men snarere som en partner med mange muligheder, skriver han i Altinget.

Carla Sands henviser blandt andet til, at USA i april gav 83 millioner kroner til civile projekter i Grønland.

Pengene skal hjælpe Grønland med at “blomstre”, mener Carla Sands.

Flere danske politikere var stærkt kritiske over for den økonomiske hjælp.

Blandt andet mente SF, at USA blot udnyttede Grønland. Landet er geografisk interessant for USA at have indflydelse på, og derfor handler det om magt, mente partiet.

Men i virkeligheden er det blot et forsøg på at få mere indflydelse over Grønland, mener Feng Tie.

Desuden, skriver Feng Tie, er det uvederhæftigt, når Carla Sands anklager Kina for at kalde sig selv en “arktisk stat.”
Det har Kina aldrig kaldt sig selv, skriver Kinas ambassadør.

– Hvis USA vil øge sin økonomiske og militære tilstedeværelse i Grønland, så er det et anliggende mellem Danmark, Grønland og USA. I den forbindelse bør USA ikke bruge Kina til at dække over egne interesser i Grønland, skriver Feng Tie i Altinget.

/ritzau/