Danmark runder 400.000 coronatest

Danmark har onsdag rundet 400.000 coronatest.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Der er helt præcist gennemført 401.231 test onsdag formiddag, skriver Magnus Heunicke.

Der er gennem de seneste uger skruet markant op for antallet af test i Danmark.

Det er sket, i takt med at kapaciteten er blevet udvidet – blandt andet gennem 16 testtelte rundt i Danmark.

Samtidig er retningslinjerne for, hvem der kan blive testet, blevet udvidet.

Antallet af test svarer til, at omkring syv procent af Danmarks befolkning er blevet testet.

Det skal dog tages med det forbehold, at nogle er blevet testet flere gange.

/ritzau/