Ældre Sagen dropper retssag mod kommune om plejehjem

Ældre Sagen har droppet at føre en retssag mod Hjørring Kommune om et plejehjem, der mod flere beboeres ønske blev omdannet til ældreboliger.

Kommunen blev stævnet sidste år, efter at den havde omdannet plejecenteret Havbakken i Tornby, der havde personale døgnet rundt, til ældreboliger med almindelig hjemmepleje. Det skabte utilfredshed hos de ældre.

I januar gav Ankestyrelsen beboerne medhold i, at det ikke var i orden. Det samme har boligminister Kaare Dybvad (S) slået fast.

Derfor er grundlaget for en sag ikke længere til stede, da Ældre Sagen har opnået, hvad den ønskede.

– Vi har sort på hvidt fra både Ankestyrelsen og boligministeren, at Hjørring Kommune håndterede lukningen af Havbakken forkert, siger Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, i en pressemeddelelse.

– I Ankestyrelsens afgørelse fik beboerne og deres pårørende med bistand fra Ældre Sagen fuldt ud medhold i, at man ikke kan visiteres til hjemmehjælp leveret af hjemmeplejen, når man bor i en plejebolig, siger han.

Efter afgørelsen i Ankestyrelsen blev Hjørring Kommune bedt om at levere den samme service på Havbakken som tidligere.

Ældre Sagen havde valgt at stævne kommunen, fordi man frygtede, at andre kommuner ville kopiere modellen i forbindelse med lukninger af plejehjem.

Ældre Sagen havde rejst sagen på vegne af tre beboere på Havbakken.

To af dem er i mellemtiden flyttet til et andet plejehjem, mens den tredje ikke længere lever.

/ritzau/