Indlæggelser med coronasmittede tager stort dyk

Der fortsætter med at være færre coronapatienter på landets sygehuse, som det har været tendensen siden starten af april.

Tirsdag er antallet af indlagte faldet med 21 til 177, oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Det relativt store fald skal ses i lyset af, at der normalt bliver udskrevet flere patienter om mandagen. Tallet toppede 1. april på 535.

Det samlede antal dødsfald relateret til coronavirus ligger på 527.

Coronavirus er ikke nødvendigvis årsagen til dødsfaldene. Alle, der er døde inden for 30 dage efter en positiv coronatest, tælles med i statistikken.

SSI har tirsdag fjernet 12 dødsfald fra statistikken, fordi det har vist sig, at de ved en fejl er i opgørelsen, selv om de er døde mere end 30 dage efter testen.

SSI arbejder på at lave en ny vurdering af dødsårsager efter standarder fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Det skal give et mere komplet billede af coronadødsfald.

Ifølge Danmarks Statistik har udbruddet af coronavirus ikke ført til en overdødelighed i Danmark generelt set.

/ritzau/