DR-nyhedsoplæseren Ole Meisner er død

Den tidligere radiojournalist Ole Meisner er død, skriver dr.dk. Han blev 76 år.

Ole Meisner er en af de stemmer, som rigtig mange husker at have hørt læse Radioavisen på DR op mange gange.

Han arbejdede i 36 år for DR, blandt andet som politisk reporter, udsendelsesleder og ikke mindst som mangeårig vært på Radioavisen.

– Ole var i mange år en af de faste stemmer om morgenen. Han var et anker. Han var sprogets mester og gik op i et fint og ordentligt sprog, fortæller vært på Radioavisen Preben Lund til dr.dk.

– Hvis lytterne ikke forstod historien i første hug, kunne det jo være lige meget, som han sagde, siger Preben Lund, der kalder Ole Meisner for “den sidste af de store, gyldne stemmer”.

Ole Meisner, der gik på pension i 2009, modtog i 1990 DR’s sprogpris, og han havde altid en ambition om at formidle klart og korrekt.

Det var ham, som 1. marts 1986 fik til opgave at fortælle danskerne, at Sveriges daværende statsminister, Olof Palme, aftenen forinden var blevet skudt.

Det var ikke en helt nem opgave at skulle formidle.

– Jeg gjorde mig ellers meget umage. Jeg kan huske, jeg sagde: Statsminister Olof Palme er død. Han blev myrdet på åben gade i Stockholm i aftes.

– Og alligevel ringede folk ind bagefter og sagde: Det er ikke rigtigt, vel? Det er bare noget, I siger, har Ole Meisner sagt til dr.dk.

Ole Meisner var forfatter til flere sprogbøger, og han stod i en årrække for DR’s sprogbrev.

Det gjorde blandt andet indtryk på nuværende sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), der har arbejdet som journalist på DR.

– Jeg startede som journalistpraktikant på TV-Avisen og Radioavisen i 1999 med ærefrygt: At arbejde sammen med monopolets helte!

– Jeg kendte Ole Meisners stemme, og jeg elskede at modtage hans sprogbreve om alt fra udtale til et opgør med dovent sprogbrug. Kæmpe sproglig inspiration, skriver Magnus Heunicke på Twitter.

/ritzau/