Flere end 800 danske borgere er strandet i udlandet

En stor del af de mere end tusinde danske borgere, der var strandet i udlandet på grund af udbrud af coronavirus, er kommet hjem.

Mandag er der dog stadig 827 danske borgere, som venter på at få hjælp af myndighederne. Det viser tal fra Udenrigsministeriets krisedatabase.

De personer, der står i krisedatabasen har givet udtryk for, at de gerne vil have hjælp til at komme hjem, og de har udtømt andre muligheder for hjemrejse.

Hovedparten af dem, der på nuværende tidspunkt ønsker hjælp, er strandet i Pakistan og Indien. Her befinder der sig henholdsvis 233 og 183.

Andre opholder sig i lande som Argentina og Marokko. Det gælder for 17 og 80 personer.

/ritzau/