Udenrigsministeriet fraråder udlandsrejser i hele maj

Rejsevejledningen, der fraråder ikke-nødvendige rejser til alle lande i verden, forlænges, så den gælder til og med 31. maj.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker som et led i regeringens samlede indsats for at håndtere coronavirusset, lyder det.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) siger i pressemeddelelsen, at han godt ved, at mange danskere er bekymrede for deres sommerferieplaner.

Men situationen under coronakrisen er ikke til at kunne lempe rejsevejledningen for nuværende.

– Jeg ved, der er rigtigt mange danskere, som går og gruer for deres sommerferieplaner.

– Vi danskere vil rigtigt gerne ud og rejse, og jeg ser da også selv meget frem til, at tingene bliver mere normale. Der er vi desværre bare ikke endnu, siger Jeppe Kofod i pressemeddelelsen.

Udenrigsministeriet ændrede for snart to måneder siden – den 13. marts – rejsevejledningen, så alle ikke-nødvendige rejser til alle lande i verden blev frarådet.

Det skete på grund af coronakrisen.

Samtidig, lød det fra Jeppe Kofod, skulle danskere i udlandet komme hjem hurtigst muligt.

Skønnet var dengang, at det drejede sig om cirka 100.000 danskere ude i verden.

De manglende rejser har ramt flyselskaberne hårdt økonomisk.

Således viser en opgørelse, at antallet af passagerer i SAS-flyene i april faldt med 95,7 procent sammenlignet med samme måned sidste år på grund af coronakrisen.

/ritzau/