Indvandrere fylder mere i coronastatistik end etniske danskere

Ikkevestlige indvandrere og efterkommere er i højere grad testet positiv for coronavirus sammenlignet med borgere med dansk baggrund.

Det fremgår af en rapport fra Statens Serum Institut (SSI), som er udgivet torsdag.

I alt er 18 procent af de coronasmittede ikkevestlige indvandrere eller efterkommere. Samtidig udgør denne gruppe ni procent af befolkningen.

Kigger man derimod på smittede blandt etniske danskere, er der tale om 78 procent i den gruppe, der er testet positiv. I befolkningen er 86 procent med dansk baggrund.

Herkomst er i rapporten defineret ud fra eget eller forældres fødeland.

De sidste fire procent af de coronasmittede finder man blandt indvandrere, der kommer fra andre vestlige lande.

Rapporten er ifølge SSI udarbejdet, i forbindelse med at etniske minoriteter i en række vestlige lande er overrepræsenteret i statistikken.

Herhjemme har nogle hospitaler også kunnet fortælle, hvordan indvandrere og efterkommere udgjorde en stor andel af indlagte med corona.

På den baggrund meddelte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i april, at han ventede på tal, der kunne tegne et billede af situationen i Danmark.

Om den nyligt offentliggjorte rapport fra SSI siger ministeren:
– Det er godt, at vi nu får fakta på bordet. Men det er nogle ærgerlige tal.

– Vi har i forvejen besluttet at teste langt flere mennesker for smitte. Og der er et intensiveret fokus på at opspore nære kontakter til smittede. Det vil den her gruppe selvfølgelig også være omfattet af, siger Mattias Tesfaye i en skriftlig kommentar.

/ritzau/