Forskere bruger toiletvand til at følge coronaudviklingen

Normalt gider de fleste ikke beskæftige sig med det, de skyller ud i toilettet.

Men fordi det er muligt at spore coronavirus i toiletvandet, så er forskere fra DTU Fødevareinstituttet begyndt at se nærmere på det vand, der bliver skyllet ud af cirka 1,2 millioner indbyggere i hovedstadsområdet.

Det skriver TV2 Lorry.

– Grunden, til at vi kan finde Covid-19, er fordi, det bliver udskilt i afføringen. Det findes simpelthen, når man går på toilettet.

– Og hvis man så kan detektere det fra spildevandet, så ved man det måske, før folk selv ved det, siger Jacob Jensen, laborant ved DTU Fødevareinstituttet, til TV2 Lorry.

Toiletvandet giver ikke forskerne mulighed for at opspore enkeltpersoner, der er smittet med coronavirus.

Men de kan til gengæld måle, om antallet af smittede stiger eller falder i det område, der er indsamlet prøver fra.

Forskerne håber derfor med metoden at kunne undersøge, hvornår en anden bølge med virusset vil være på vej.

/ritzau/