Danmark har færrest coronadødsfald siden 25. marts

Der har det seneste døgn været et markant fald i antallet af indlæggelser af patienter med coronavirus, mens antallet af dødsfald er det laveste siden slutningen af marts.

Antallet af dødsfald er steget med tre til 506. Det oplyser Statens Serum Institut.

Det er det laveste antal dødsfald, der er registreret på et døgn, siden opgørelsen 25. marts, hvor der blev registreret to dødsfald på et døgn.

Antallet af indlagte med coronavirus er det seneste døgn faldet med 19 til 209.

Indlæggelserne toppede i slutningen af marts og har haft en nedadgående retning siden.

/ritzau/