Over 250.000 er nu testet for coronavirus i Danmark

Antallet af personer, der er blevet testet for coronavirus i Danmark, er tirsdag steget til over 250.000.

Det viser tal fra Statens Serum Institut.

I alt har 257.738 personer således fået svar på en coronatest, hvilket er en stigning på 12.947 siden mandag klokken 10.

I optællingen er der ikke medregnet de test, der endnu ikke er kommet svar på, eller hvor resultatet har været uklart.

Det seneste døgn er yderligere 151 personer blevet bekræftet smittet med coronavirus i Danmark. I alt er 9821 registreret smittet.

I alt har 7088 overstået infektionen med coronavirus.

Myndighederne arbejder ikke med raskmeldte. En overstået infektion tælles med, når man 14 dage efter konstateret smitte hverken er indlagt eller død.

/ritzau/