Folk strømmede til for at tage afsked med Yahya Hassan

I flot solskinsvejr blev Yahya Hassan – den blot 24-årige digter, der torsdag blev fundet død i sin lejlighed – begravet i Aarhus tirsdag eftermiddag.

Op mod 200 mennesker var ifølge TV2 Østjylland mødt op på Vestre Kirkegård, hvor Yahya Hassans onkel imam Abu Khaleed stod i spidsen for ceremonien på den muslimske gravplads.

Ved ceremonien blev der først bedt en begravelsesbøn for Yahya Hassan, hvorefter digterens kiste blev lagt i graven.

Det skriver TV2 Østjylland.

Blandt de mange fremmødte var flere fremtrædende personer fra det danske kulturliv. Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, der havde et nært forhold til Yahya Hassan var til stede.

Det samme var Simon Pasternak, forlagsredaktør for forlaget Gyldendal, der udgav Yahya Hassans bøger.

Østjyllands Politi var også til stede ved begravelsen. Bisættelser og begravelser er ikke omfattet af forsamlingsbuddet, der er indført for at bremse smittespredningen af coronavirus.

Myndighederne har dog opfordret til, at man også ved begravelser overholder de gældende regler om at holde fysisk afstand.

Østjyllands Politi kunne, kort efter at begravelsen var begyndt, konstatere, at der var “en del mennesker forsamlet ved Vestre Kirkegård i Aarhus” til en privat begravelse.

Det var Yahya Hassans mor, der torsdag fandt ham død i sin lejlighed.

Yahya Hassan er født og opvokset i et hårdt kvarter i det vestlige Aarhus, og opvæksten skulle blive et centralt tema i mange af hans digte.

Han udgav i 2013 digtsamlingen “Yahya Hassan”, der blev den bedst sælgende digtsamling for en debutant nogensinde.

I 2019 udkom efterfølgeren “Yahya Hassan 2”, der blandt andet er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

/ritzau/