Sundhedsstyrelsen: Livskvalitet kan trumfe smitterisiko

I en længerevarende coronaepidemi er det vigtigt at sørge for livskvaliteten hos isolerede ældre i slutningen af deres liv.

Derfor kan det i nogle tilfælde veje tungere end hensynet til at reducere smitterisiko ved at holde sig adskilt.

Sådan lyder det i nye opdaterede retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen nu lægger frem.

Sundhedsstyrelsen har en række retningslinjer for, hvordan man som pårørende skal agere, hvis man har eksempelvis et ensomt ældre familiemedlem i risikogruppen.

Eksempelvis skal man tænke over at holde afstand. Det samme skal personale på plejehjem.

Men lang tids isolation kan også være skadeligt, lyder det fra styrelsen.

– Personer i øget risiko, som er i sidste del af deres liv, har ofte et stort behov for at få det bedste ud af den sidste tid med deres pårørende. Her kan hensynet til livskvalitet veje tungere end hensynet til at reducere smitterisiko.

– Det kan overvejes kun at følge ovenstående forholdsregler i det omfang det skønnes ikke at gå ud over den personlige kontakt, står der i de opdaterede retningslinjer.

Camille Rathcke, centerchef hos Sundhedsstyrelsen, siger på styrelsens hjemmeside, at det ikke er nødvendigt være alene i for lang tid.

– Det er hverken godt eller nødvendigt at isolere sig på længere sigt, og derfor kommer vi med nye anbefalinger til, hvordan man stadig kan leve sit liv, selvom man har en sygdom eller tilstand, der giver en øget risiko.

Samtidig præciserer Sundhedsstyrelsen, hvem der har øget risiko for at udvikle et alvorligt sygdomsforløb ved smitte på grund af sygdom eller alder.

Sundhedsstyrelsen har hidtil haft en bred definition af risikogrupperne.

Det har medført, at mange har opfattet sig selv som værende i øget risiko og har fulgt anbefalinger, selv om de egentlig ikke er i gruppen.

Nu bliver det præciseret i en ny liste over immunsvækkende eller kroniske sygdomme, der kan spille ind.

/ritzau/