Nu er i alt 493 døde med corona i Danmark

Det seneste døgn er der registreret ni dødsfald blandt coronasmittede i Danmark.

Dermed er det samlede antal døde nu oppe på 493, oplyser Statens Serum Institut (SSI) mandag eftermiddag.

Også antallet af indlagte coronapatienter stiger. Det er steget med ni personer til i alt 252.

Det er anden dag i træk, at antallet af indlagte har været stigende, efter at kurven har peget nedad i løbet af april.

Dykkes der ned i tallene, skyldes det seneste døgns stigning, at der er indlagt lidt flere patienter i Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Syddanmark.

Omvendt har Region Midtjylland og Region Nordjylland oplevet et mindre fald i antallet af indlagte patienter med corona.

147 af alle indlagte befinder sig på et hospital i Region Hovedstaden.

Ud af de i alt 252 patienter er 57 indlagt på en intensiv afdeling, mens 45 har det så skidt, at de er koblet til en respirator.

Af SSI’s opgørelse fremgår det ikke, præcis hvor mange nyindlæggelser der har været det seneste døgn.

På en graf kan man dog aflæse, at antallet af daglige nyindlæggelser toppede i slutningen af marts på omkring 90.

Siden er niveauet faldet, og de seneste dage har antallet af nyindlæggelser for patienter med bekræftet coronavirus ligget under 20.

Tidligere mandag viste andre tal fra Statens Serum Institut, at 9670 personer indtil videre er testet positive for coronavirus.

I alt 244.791 personer har foreløbig fået svar på en coronatest.

Regeringen og de danske sundhedsmyndigheder vurderer, at virusset i øjeblikket er under kontrol.

Smittetrykket – hvor mange personer en smittet person selv smitter – er dog steget efter påske, hvor man genåbnede flere dele af samfundet.

/ritzau/