Bestseller melder sig som hemmelig donor af 100.000 antistoftest

Koncernen Bestseller står bag en donation på 100.000 test for antistoffer mod coronavirus til Region Hovedstaden, oplyser regionen i en pressemeddelelse mandag.

Donationen var oprindeligt anonym og Bestsellers direktør, Anders Holch Povlsen, har ikke ønsket, at han eller Bestseller skulle have opmærksomhed fra donationen.

Men rygter om, hvor donationen kom fra, har fået Bestseller-topchefen til at stå frem.

– Vi ville gerne hjælpe forskningen i Covid-19 og tilbød de 100.000 testkits, så hospitalerne kunne komme i gang med at antistofteste medarbejderne – og samtidig bidrage med en vigtig forskning i udviklingen af immunitet.

– Men med de seneste dages medieomtale og spekulation i hemmelige kinesiske donationer, så har vi altså valgt at melde os på banen, siger Anders Holch Povlsen i pressemeddelelsen.

/ritzau/