Flere flygtninge forlader Danmark end der kommer hertil

For første gang siden 2011 er der flere med flygtningebaggrund, som er rejst ud af Danmark, end flygtninge der er rejst ind i landet.

Ifølge en analyse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet oversteg antallet af udvandrede flygtninge antallet af indvandrede med cirka 730 personer i 2019.

I 2015 var der en såkaldt nettoindvandring på flere end 16.000 personer.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye kalder det “dejlige tal”.

– Regeringens politik er jo, at flygtningenes ophold i Danmark er midlertidigt. Når der er mulighed for det, er det kun naturligt, at flygtninge rejser tilbage til deres hjemland.

– Jeg er glad for, at vi kan give folk beskyttelse, mens der er behov for det. Men jeg er også glad hver gang en flygtning igen kan rejse hjem, siger han i en pressemeddelelse.

Ministeriet har kigget på, hvor mange flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, der er ind- og udvandret i årene 2011 til 2019.

Analysen viser, at det især var flygtninge fra Somalia, Syrien, Irak og Bosnien-Hercegovina, som forlod Danmark i 2019.

For flygtninge fra Eritrea, Iran og Afghanistan var der derimod flere, der ankom til Danmark, end som forlod landet igen.

/ritzau/