Derfor kan man ikke sammenligne landes coronadødstal

Der er stor interesse for, hvordan coronapandemien udvikler sig verden over.

Men det kan være svært at vide, om man sammenligner æbler og pærer, når man kigger på dødstallene fra forskellige lande.

Der er flere faktorer, man bør være opmærksom på, inden man sammenholder landes dødstal relateret til coronavirus.

Det fortæller Christian Wejse, lektor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitetet, som beskæftiger sig med globale epidemier.

– Det er vigtigt at gøre sig klart, hvordan dødstallene gøres op. For der er store forskelle, som kan give anledning til skævheder, når man sammenligner tallene, siger han.

Eksempelvis har Storbritannien indtil slutningen af april kun opgjort dødsfald på hospitaler, mens Frankrig fra start har talt dødsfald på både hospitaler og plejehjem.

Derudover er der også stor forskel på, hvilke dødsfald der tælles med fra hospitaler og plejehjem i de officielle corona-statistikker.

– Belgien har for eksempel været nævnt som et land med meget høj dødelighed, siger Christian Wejse.

– Men de har også især ved plejehjemsdødsfald valgt at tælle alle med, som man bare har haft mistanke om kunne være smittet med coronavirus. Eksempelvis personer, der er døde af ukendte årsager på et plejehjem, hvor der har været et bekræftet smittetilfælde.

Hvor hårdt et land er blevet ramt af coronavirus kan også påvirke, hvor stort sundhedsvæsenets overskud er til at opgøre dødsårsagerne grundigt, vurderer Christian Wejse.

Det kan langt hen ad vejen derfor give mere mening at kigge på overdødeligheden i hvert enkelt land, hvis man ønsker at sammenligne dem.

Alligevel er dødstallene fra de forskellige lande på ingen måde ubrugelige, understreger lektoren.

– Jeg vil mene, at man godt kan sammenligne dødstal fra eksempelvis Danmark og Sverige, som også normalt er lande, der kan sammenlignes, siger han.

– Og derudover giver stigninger og fald i landenes dødstal en god indikation på, hvordan coronavirusset udvikler sig i det enkelte land.

/ritzau/