Ungdommens Folkemøde får hjul på i år

Ungdommens Folkemøde flytter i år fra Valbyparken og ud på otte forskellige stop rundt om i det danske land.

Det fortæller Olav Hesseldahl, formand for organisationen Ungdomsbureauet, som står bag Ungdommens Folkemøde.

Beslutningen er truffet, da man ikke finder det forsvarligt at samle over 25.000 unge i starten af september på grund af coronavirus.

Ungdommens Folkemøde er en demokratifestival, som blev afholdt første gang i 2016.

Formålet med festivalen er at engagere unge i demokratiet.

– Folkene bag, frivillige og de op mod 100 organisationer har med energi, tid og store visioner arbejdet på at skabe en demokratifestival, og det er vildt ærgerligt at stoppe her, siger Olav Hesseldahl.

Festivalen vil i stedet bliver afviklet i november under anderledes forhold og rammer. Eksempelvis rykker festivalen indenfor i år.

– Det gør selvfølgelig lidt ved stemningen, som vi skal finde ud af, hvordan vi kan få gjort sjov og festival-agtig.

– Og så bliver skalaen en del mindre end de 25.000, som vi forventede i Valbyparken, siger Olav Hesseldahl.

Ungdomsbureauet har endnu ikke lagt sig fast på, hvor de otte festivaler skal afholdes, og hvilke organisationer der skal med på årets festival.

Olav Hessledahl er dog fortrøstningsfuld i forhold til, hvordan de unge vil tage imod årets festival.

– Vi kan mærke, at der er rigtig mange, som har stor sult efter det vi kan: at få folk til at samles.

– Jeg kan dog have en “bekymring” for, at vi ikke kan gribe alle de muligheder, der er, fordi vi kun har otte besøg, og der er mange, som gerne vil have besøg af os allerede, siger Olav Hesseldahl.

Man forventer, at festivalens otte stop ligger fast senest 1. juni, og at der ved årets festival vil være 2500 deltagere.

/ritzau/