Yahya Hassan skal begraves i Aarhus tirsdag

Den aarhusianske digter Yahya Hassan skal begraves tirsdag på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus V.

Det oplyser imam Abu Khaleed til B.T. Han er Yahya Hassans mors onkel og skal forestå begravelsen.

Til mediet siger Soheil Ibrahim, som er daglig leder af Indvandrerradio, at det på grund af situationen med coronavirus er uvist, hvordan det hele kommer til at foregå.

Han er løbende i kontakt med familien, skriver B.T.

Nyheden om den 24-årige digters død kom frem torsdag. Han blev ifølge Ekstra Bladet fundet død i sin lejlighed af sin mor.

Yahya Hassan er født og opvokset i den vestlige del af Aarhus, et hårdt kvarter, hvilket skulle blive centralt i mange af hans digte.

/ritzau/