Digteren Yahya Hassan er død – 24 år

Digteren Yahya Hassan er død – 24 år gammel.

Det skriver B.T., der har fået dødsfaldet bekræftet af den nærmeste familie.

Ifølge B.T. blev Yahya Hassan fundet død i sin lejlighed onsdag.

Yahya Hassan voksede op i den vestlige del af Aarhus, et hårdt kvarter, hvilket skulle blive centralt i mange af hans digte.

Gennembruddet kom med den selvbetitlede digtsamling “Yahya Hassan” i 2013, der blev den bedst sælgende debutdigtsamling i danmarkshistorien og solgte over 120.000 eksemplarer.

I digtsamlingen rettede han en hård kritik af det muslimske miljø, hvilket resulterede i, at han skulle beskyttelse fra politiet.

Han blev vidt og bredt anerkendt som et nyt stjerneskud på den danske litteraturhimmel, og hans specielle måde at recitere sine digte på til oplæsninger blev hans kendetegn.

I 2019 fulgte han op med endnu digtsamlingen “Yahya Hassan 2”.

Yahya Hassan har dog i de seneste år både været i fængsel og indlagt på psykiatrisk hospital.

Herudover har han i flere Facebook-videoer givet udtryk for at være involveret i en bandekonflikt.

På Facebook har Yahya Hassans mor lagt en video op af digteren, hvor flere i kommentarsporet udtrykker deres sorg over dødsfaldet.

I videoen, der er lagt op onsdag, bekender Yahya Hassan sig til islam.

– Jeg vil gerne sige til alle, der måske har været i tvivl om, hvorvidt jeg har været fratrådt eller frafaldet fra Islam, at det har der på intet tidspunkt været tale om.

– Jeg er født muslim, vil dø muslim. Men man er måske ikke, som folk er flest. Slut, prut, finale og tak for det, lyder det i videoen.

/ritzau/