BLÅ BOG: Yahya Hassan – kontroversiel digter

Digteren Yahya Hassan er død. Det bekræfter hans nærmeste pårørende overfor BT torsdag.

Her kan du læse om den 24-årige digter:
Navn: Yahya Hassan.

Født: 19. maj 1995 i Aarhus V af palæstinensiske forældre.

Barndom/ungdom: Forældrene blev skilt, da han var syv år. Som 13-årig blev han fjernet fra hjemmet og anbragt på institution.

Uddannelse: Vallekilde Højskole 2013. Forfatterskolen i København 2013-2015.

Litteratur: I oktober 2013 udgav han bogen “Yahya Hassan”, der med 120.000 solgte eksemplarer blev den hidtil bedst sælgende debutdigtsamling. Digtsamlingen handlede om hans opvækst i en dysfunktionel muslimsk familie og en ungdom som hashrygende kriminel.

– I november 2019 udkom hans anden digtsamling “Yahya Hassan 2” efter seks års pause. Forlaget holdt udgivelsen hemmelig helt frem til udgivelsesdagen, og Hassan gav kun et enkelt interview til sin personlige ven Martin Krasnik, der er chefredaktør for Weekendavisen. På det tidspunkt var Yahya Hassan indlagt på Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby.

Litteraturpriser: Bogforums debutantpris, 2013. Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, 2014. Politikens Litteraturpris, 2014. Weekendavisens litteraturpris, 2014.

– I februar blev Yahya Hassan indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2020 for “Yahya Hassan 2”.

Politik: I april 2015 bekendtgjorde Hassan, at han ville stille op til Folketinget for Nationalpartiet. Partiet nåede dog ikke at blive opstillingsberettiget, og Hassan stillede op som løsgænger, men blev ikke valgt.

Året efter blev han smidt ud af partiet, efter han var blevet anholdt for narkokørsel.

Yahya Hassan har en række domme for blandt andet tyveri, hæleri og for at have skudt en 17-årig mand i foden.

Kilder: Retten i Aarhus, Ritzau.

/ritzau/