Danmark runder 180.000 testede for coronavirus

Yderligere 13.216 personer er siden seneste opgørelse registreret testet for coronavirus. Det oplyser Statens Serum Institut.

I alt er 180.062 registreret testet for coronavirus i Danmark.

Tallet er formentlig højere. Opgørelsen inkluderer ikke test, hvor der endnu ikke foreligger testsvar.

Derfor ventes tallet at sige, i takt med at testresultater tikker ind. Myndighedernes mål er at nå 20.000 test om dagen.

Yderligere 157 er bekræftet smittet siden den seneste opgørelse. I alt 9008 er bekræftet smittet med coronavirus.

Tallene for dødsfald og indlæggelser opdateres klokken 14.00 onsdag eftermiddag.

Status er på nuværende tidspunkt, at 434 er bekræftet døde med coronavirus.

Det er dog ikke sikkert, at coronavirus er den primære dødsårsag. Alle, der er døde inden for 60 dage efter en positiv test, tælles med. Der er 284 personer indlagt, som er smittede med coronavirus.

/ritzau/