Gravide kan føde hjemme fra den 1. maj

Fra den 1. maj kan gravide igen få muligheden for at føde hjemme.

Det fortæller Ulla Astman, næstformand i Danske Regioner.

– Alle familier fortjener en god og sikker start på livet, og jeg er rigtig glad for, at vi igen kan åbne op for hjemmefødsler, hvis man som familie gerne vil bringe sit barn til verden i eget hjem, siger hun.

Regionerne har hidtil valgt at sætte hjemmefødsler i bero under coronakrisen.

I særlige tilfælde har det dog været muligt at føde hjemme alligevel.

Beslutningen er begrundet i, at dele af sundhedsvæsenet igen langsomt og forsvarligt kan øge aktiviteten på grund af den aktuelle status med coronavirus i Danmark.

– Beslutningen er truffet på baggrund af den positive udvikling i corona-epidemien.

– Hvis vi ser, at tingene igen udvikler sig dramatisk, vil vi selvfølgelig igen vurdere situationen, siger Ulla Astman.

/ritzau/